En ’how to’ guide til hvordan du genbruger dine papirsposer:
Forskere spår at i år 2050, vil der være mere plastik end fisk i havene, hvilket jo er rigtig skræmmende – derfor synes vi, at en ’how to guide’ om genanvendelse af papirsposer (og ikke plastik) ville være et godt redskab til vores kunder, som ønsker, at der skal være flere fisk end plastik i havene og gå i en miljøbevidst retning!
Bæreposer af papir er i den grad ved at hente terræn imod plastik, hvilket jo er fantastisk. De er lavet af træ, de kan genanvendes, og de kan endda komposteres – alle papirsposer er bare ikke ens, og derfor skal vi i dette indlæg se på hvad genanvendelse er, samt hvilke papirsposer du kan kompostere, og hvordan du kan komposterer (også i hjemmet).
Kan alle bæreposer af papir genbruges, og er de miljøvenlige i sidste ende?
Stort set alle papirsposer kan genanvendes, netop fordi de er lavet af papir. Poserne kan enten være bionedbrydelige eller lavet af genbrugt papirmasse, som er omdannet til nye papirsposer.
Papir er helt klart vinderen af miljøvenlig og bæredygtig emballage – det kan let genanvendes, så længe de er fri for ting såsom plastbelægninger, blæk og andre forurenende stoffer.
Brune papirsposer – hvordan kan de genbruges?
Disse poser kan genbruges på mange måder. Begrebet ’Genbrug af papir’ dækker over mange former: fra papirmasse som omdannes til nye poser/produkter, til makulering og brug som fyldstof i andre emballageprodukter, eller de kan bionedbrydes og/eller komposteres.
Papirsposer med fedtbeskyttende coating kan rent faktisk også genbruges så længe coatingen er lavet af organiske voksarter. Har du f.eks. med mad at gøre, så tjek dette inden du bestiller dine poser. Poser der er plastforet eller behandlet med andre kemikalier, er ikke så lette at genanvende, da det er svært at adskille papiret og plastikken fra hinanden. Dog kan poser behandlet med plastik af polyethylen godt genanvendes, men separeringen er stadig en problematisk og mere krævende proces end hos de helt rene poser. Genbrug af poser, der har fået en form for coating, betragtes i genbrugsbranchen som ’blandet papir’ og genanvendes normalt ikke – derfor er det en fordel, hvis de kan komposteres på en simpel måde.
Organisk voks, såsom sojabønne voks, kan fordøjes af orme og mikrober i en komposteringsproces – men nogle vokse er blandet med oliebaserede/petroleumsbaserede tilsætningsstoffer, som kan være giftige for mikrober og orme. Derfor skal du undersøge grundigt, hvilken type coating der bruges og det kan være en omstændig, men givende proces. Papirsposer, der f.eks. har håndtag lavet af et andet materiale end papir, kan ligeledes være problematiske at genbruge. Her skal man sørge for, at håndtaget er af biologisk materiale og fastklæbet med organisk lim.
Når det så er sagt, så er det ikke de coatede papirsposer i det blandede organiske affald, der er den største synder – plastovertrukne poser eller emballage der bruges til mælk eller saft er også blandede materialer, og de kan genanvendes, derfor er det værd at sætte sig ind i sine materialer, når du vil gå ad den grønne vej.
Genanvendelses begrebet:
Hvad vil ’genanvendelige papirsposer’ sige? Det betyder blot at papirsposerne er godkendt til at blive genanvendt til andre formål efter du har brugt dem – det er helt op til dig, hvordan du ønsker, at dine brugte papirsposer skal genanvendes. Vores erfaring er, at folk enten komposterer dem, omdanner dem til papirmasse, eller bruger poserne til nye formål (som poser i andre projekter, eller som pakkefyld).
Miljø og fødevareministeriets forklaring af begrebet genanvendelse:
“Enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer.” Der er tale om, at man anvender materialerne i affaldet igen. Glasaffald smeltes om til nye glas produkter, gips knuses og indgår i produktionen af nye gipsplader osv.
Kompostering af papirsposer ‘How To’:
Grundlæggende, kan alle papirsposer uden nogen form for forurening komposteres. Hvilket er en særdeles energieffektiv måde, at skåne miljøet på. I processen er det vigtigt at bruge en blanding af ”brune” samt ”grønne” materialer til nedbrydningen, og hvad mener vi så med det? Almindelig brunt papir, pap og døde blade i kombination med græsaffald og grønt køkkenaffald, er perfekte ingredienser som brændstof til kompostering.
Så hvis du i hjemmet vil give dig i kast med kompostering, som der faktisk i stigende grad er interesse for, så skal du bygge en kompostbunke i din have. Fyld bunden med haveaffald såsom jord, blade og græs, og begynd derefter at tilføje dit komposterbare- / bioaffald. Madrester fra dit køkken er ideelle til dette formål! – efterhånden som orme og mikrober fra skraldespandsaffaldet begynder at fordøje, kan du tilføje andet materiale såsom de rene papirsposer, men helst ikke for mange, da de få mikrober der er, skal kunne nå at spise det, men spise det, det skal de nok.
Denne ultimative blanding giver dig en suveræn form for gødning på sigt, som du kan du bruge i din have, når du skal have grøntsager og blomster til at vokse!
Omdannelse til papirmasse – hvordan? :
Hvis man skal have lavet nye papirsposer af de gamle, så skal poserne omdannes til papirmasse. Dette gøres ved at poserne strimles, koges og vendes til en ensartet papirmasse. Herefter skal massen presses, så man får fjernet alt vandet og det binder – derefter ruller man det ud i nye ark, som bruges til nye papirs produkter. Dette er som i nok kan høre en lidt større og mere industriel proces, som kræver en del viden.
Summa summarum…
Omtalen og opmærksomheden der i øjeblikket er på, hvordan vi i alle livets sammenhænge skal være mere miljøbevidste gør, at forbrugerne stiller store krav til os som virksomheder og forventer at vi tager stilling. Derfor håber vi, at ovenstående var en lille appetitvækker, der kan være med til at starte jeres rejse ud i det ‘miljøvenlige hav’.
Bæredygtighed er et kæmpestort emne, som kan være rigtig svært at blive mester i, og fordi der er så mange aspekter, lige fra produktion til transport, at tage hensyn til, er det en tung men givende proces at gå igang med. Gør jer de overvejelser som I finder meningsfulde – og lav de miljøtiltag som vil skabe værdi for jeres virksomhed, jeres kunder og i sidste ende også miljøet – slå ikke et større brød op end i kan bage, men start f.eks. ét enkelt sted (f.eks. med emballagen) og kig på hvad i vil kunne gøre her.
3 gode råd:
- Reducer mængden af plast.
- Vælg pakkefyld af papir eller bionedbrydeligt materiale.
- Vælg emballage som er fremstillet under miljøvenlige forhold.
Hvis du har brug for yderligere råd om miljøvenlig emballage, er du velkommen til at kontakte vores specialister på tlf. 44 58 77 00 eller info@rajapack.dk. Du har også mulighed for at gå online og se vores store udvalg af papirsposer, og andre miljøvenlige alternativer.
Rigtig god bæredygtig dag herfra 😀